mandag den 24. april 2017

Om at genfinde havelykken


Det er mandag, og en våd og blæsende en af slagsen. Og jeg er ikke på arbejde.

I sidste uge, efter længere tids problemer med at sove og svingende humør, og tiltagende hjertebanken, svimmelhed og generelt bare øv-følelse i kroppen tog jeg til læge. Og han sygemeldte mig med stress. I første omgang bare i en uge, for at give mig ro i hovedet.

Den skulle jeg lige sluge. Især da jeg dybest set er glad for mit arbejde, og fordi jeg i lang tid har gået og overbevist mig selv om, at min fornemmelse af at have lidt for meget i hovedet, nok mest handlede om det udenfor arbejdet. Men ikke desto mindre har det lettet trykket gevaldigt ikke at skulle på arbejde.

Men selvom arbejdslivet vel er den mest almindelige grund til stress, er jeg ikke i tvivl om, at jeg også må ændre nogle ting herhjemme. På et tidspunkt her henover de sidste par måneder er min have gået fra at blive min elskede hobby og sted til afslapning, til at blive et arbejde udenfor arbejdet. En sur pligt med en kilometerlang to-do liste. Og en følelse af, at skulle frembringe Instagram-idyl hver dag i takt med, at min profil der får flere og flere følgere. Jeg elsker kombinationen af haveliv og udveksling af erfaringer og idéer med andre nørder på sociale medier, men det var ligesom kommet ud af balance.

Nu er målet, at genfinde min have som mit "happy place", sætte ambitionsniveauet ned og nyde, at jeg i år faktisk er langt bedre med end jeg har været nogensinde før.

Og bloggen her skal hjælpe mig med at reflektere over det.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Projekt regnvandshåndtering - del 1 - Planlægningen

Nu vil jeg prøve at bruge denne her blog til noget fornuftigt - nemlig til at fortælle om et større projekt, som vi har taget hul på, på vo...