mandag den 5. marts 2018

Projekt regnvandshåndtering - del 1 - Planlægningen


Nu vil jeg prøve at bruge denne her blog til noget fornuftigt - nemlig til at fortælle om et større projekt, som vi har taget hul på, på vores grund.

Det startede med, at vi ville leje en gravemaskine til at fjerne nogle træstubbe og nogle ukrudsinficeret jord, og flytte staudebedet. Men samtidig har vi nogle lidt fugtige kældervægge, så vi fik hurtigt den idé, at benytte lejligheden til at lave noget regnvandshåndtering. Lige nu løber vandet fra tagnedløbene bare ud på jorden lige ved bygningernes sokler, og hovedformålet var egentlig at ændre på det af hensyn til husets sundhed.

Men så begyndte jeg at læse om regnvandsbede... Og faldt blandt andet over Haveselskabets ret omfattende liste over velegnede planter. Det fede ved listen er, at den ikke omfatter en masse svære, eksotiske planter. Mange af dem har jeg faktisk allerede i min have, og mange skulle alligevel flyttes i år. Og dem, jeg ikke har men godt kunne tænke mig, er ret nemme at få fat i. Beplantningen i et regnvandsbed skal kunne tåle at stå med fødderne i vand kort tid ad gangen, i forbindelse med kraftige regnskyl, men ellers trives bedst med relativt tørre og veldrænede forhold.

Den lange liste rummer flotte ting som gul og sibirisk iris, dueblomst, pragtskær, mammutblad og purpursolhat, og insektvenlige planter så som hjortetrøst og sankthansurt. Så på den måde kommer bedet til at se ud som et farverigt staudebed, men samtidig have en vigtig funktion.

Så indtil videre er det blevet til, at tagvandet fra vores garage/værksted og en lille del af huset tag ledes til en faskine ved vores baggård, og en stor del af tagvandet fra selve huset føres til en lavning, som vi graver midt i græsplænen. En del af overskudsjorden bruger vi til at skabe nogle niveauforskelle i andre bede i haven (samt fylde nogle huller). Endelig vil vi opsætte regnvandstønder ved de sidste par nedløbsrør, og bruge vandet til især at vande blomsterkrukker med.

Det bliver super fedt! Vi glæder os til at komme igang, selvom haven i første omgang kommer til at ligne et månelandskab, når gravemaskinen har været i gang.

Her i weekenden bestilte vi faskiner og diverse rør og fittings på nettet, og når frosten går af jorden her i ugens løb, skal jeg i gang med at grave de planter op, som ellers bliver fanget i krydsilden.

Mange kommuner kræver, at man enten anmelder eller ansøger om nedsivningstilladelse til etablering af faskiner eller regnbede. Det var heldigvis en smal sag fra os, da jeg tidligere har arbejdet med spildevand og regnvand i vores egen kommune, så jeg kendte præcist proceduren, og ansøgningen gled smertefrit igennem.

Jeg glæder mig til at fortælle mere, og vise en masse billeder.

Kig evt. med på Instagram: @elisabethen4070

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Projekt regnvandshåndtering - del 1 - Planlægningen

Nu vil jeg prøve at bruge denne her blog til noget fornuftigt - nemlig til at fortælle om et større projekt, som vi har taget hul på, på vo...